Årets tema

Grove rødder og søde bær
Hvert år vælger bestyrelsen årets tema som er gennemgående for alle de aktiviteter der foregår hen over året og det materiale der udvikles. Årets tema tager typisk udgangspunkt i en råvare eller råvaregruppe og planlægges i tæt samarbejde med årets hovedsponsor.
I 2010 er ’Grove Rødder og Søde Bær’ på menuen med DLG Food som hovedsponsor og samarbejdspartner.
Der skal smages på og laves inspirerende retter med blandt andet. rødbeder. pastinak, jordskokker, hindbær, blåbær og stikkelsbær, gerne i helt nye sammenhænge - fra forret til dessert, for eksempel med supper, brød, juice og kager med rodfrugter samt salater, tilbehør og is med bær.
En del af årets tema vil desuden blive at sætte fokus på forskellige forarbejdningsgrader af råvaren - uforarbejdet, snittet, frossen, frysetørret m.m.
På en inspirerende workshop i marts blev der udviklet en række nye smagsfyldte opskrifter af en række repræsentanter fra køkkener over hele landetmed udgangspunkt i Grove Rødder og Søde Bær. Opskrifterne er blevet trykt i pjecen ’Sæt smag på hverdagen’ som kan downloades her på siden eller bestilles hos sekretariatet.
Opskrifterne med næringsberegninger kan også downloades enkeltvis til brug ude i køkkenerne.
Henover sommeren og det tidligere efterår vil der også være masser af duft, smag og substans at komme efter, når der inviteres til en række besøg hos producenter og forarbejdningsvirksomheder, bl.a. rodfrugt- og bæravlere samt Lammefjords Grønt. Arrangementer vil have fokus på smag og hvordan fx dyrkning, sorter og sæson har indflydelse på den - og hvordan den kan fremhæves på forskellig vis ved tilberedning.
Program og tilmelding foregår under de individuelle arrangementer.














